Gudhjems historie
Landsprovst Jens Pedersens indberetning om Gudhjem 1624-25
Ved Kongelig ordre 1624 til gejstligheden beordres disse til at udfærdige en kort beskrivelse af landets forskellige dele og at sende disse beretninger til den lærde Ole Worm. Beretningen fra Bornholm er hæftet bag på håndskriftet fra Skåne, og dokumenterne er grundigt undersøgt og publiceret af flere historikere, hvorfor det ikke er fundet nødigt at undersøge autenticiteten. Landsprovst Jens Pedersen fik til opgave at udfærdige beretningen om Bornholm. Beretningen bygger formentlig for det meste på indberetninger fra de stedlige præster. Om Gudhjem hedder det ordret men i moderne sprogbrug :
"Til omtalte sogn (netop berettet om Østerlars sogn) hører det anneks Gutium, som under sig har Melstad; begge er fiskerlejer, som går til et kapel (Sankt Annas kapel), der ligger yderst på strandbakken i Gutium. Meget arme folk begge steder og såre lidet formående til kapellets vedligeholdelse og præstens lønning".
Om man er fattig eller rig ,afhænger af øjnene der ser - og hvad disse øjne ønsker at se. Generelt i beretningen omtales bornholmerne som fattige, og i hvert fald spinder præsterne ikke guld på deres menigheder. Der er dog ikke tvivl om, at beboerne i Gudhjem var fattige også i en bornholmsk målestok.
Pesttavlerne 1618 og 1654
Der har været pest to gange i 1600-tallet på Bornholm. Eller rettere to år nemlig 1618 og 1654, hvor dødeligheden var meget stor. Hvilken eller hvilke sygdomme og ofte kombineret med sult der var tale om er uklart - nogle vil mene at vide, at pesten 1618 var plettyfus, og at pesten 1654 var egentlig byldepest. For at mindes alle disse døde har man opsat pesttavler i mange bornholmske kirker. Pesttavlerne omfatter alle de døde af Bornholms befolkning. Disse tavler er tydeligt kopieret efter hinanden. Fraset en enkelt af disse tavler, som er dateret 1747, er tidspunktet for hvornår disse pesttavler er fremstillet uklart, men formentlig lang tid efter 1654.
Hvor stammer dødstallene i pesttavlerne fra? De er naturligvis fra Bornholms præster, men hvem der har foranlediget og koordineret indsamlingen af disse dødstal, ved vi ikke. Tallene virker umiddelbart høje. Nu kender vi ikke det præcise folketal på Bornholm de pågældende år, men vi har dog gode skøn. Tallene på døde i 1618 og 1654 udgør 35 - 45 % af hele Bornholms befolkning. Præsterne vidste naturligvis ikke, hvad de enkelte døde af - om det var pest eller noget andet. Dødstallene er således formentlig i de fleste tilfælde det samlede antal døde det år i sognet. Med hensyn til Gudhjem er det interessant, at de fortæller, at 63 døde i 1618 og 105 døde i 1654. Hvor valide er disse tal så?
Kirkebøger på Bornholm
1641 pålægger Sjællands biskop, at man i alle stiftets kirker fører kirkebog over de kirkelige handlinger. Et par år senere sker det samme fra Lund, som Bornholm rettelig hørte under. 1645 udsteder Christian 4 så en klokkeklar forordning om at føre kirkebøger. Men Bornholm var langt væk, og præsterne havde ikke motivation til at føre disse bøger. Ej heller kunne de finde pengene til indkøb af disse bøger og skriveredskaber. Der var dog en undtagelse. Der blev ført kirkebog ved Aakirke i det rige Aakirkeby fra 1648. Herved bliver denne kirkebog det vigtigste enkeltdokument i Bornholms historie. 1685 opdager kommandant og amtmand over Bornholm Johan Didrich von Wetberg, at præsterne ikke førte de påbudte kirkebøger. Han lader fremstille de såkaldte amtmandskirkebøger, der indledes med en formaningstale. Således får man indført kirkebøger på Bornholm - i Gudhjem fra 1702.
Aakirkebys kirkebog starter i 1648, men denne er gået tabt. Heldigvis kopieredes omkring år 1700 den gamle kirkebog - det såkaldte extract - ind i den nye amtmandskirkebog fra 1686. Det er således principielt en sekundær kilde, men alle er enige om, at den har en meget høj sandhedsværdi. Det interessante er nu, at pesttavlernes tal for døde findes i extractet. Vi finder også de samme dødstal for de enkelte sogne og byer i degnen ved Aakirke Rasmus Pedersen Ravns velkendte bornholmskrønike fra 1671. Det gør naturligvis ikke tallet 105 døde i Gudhjem og Melsted år 1654 i sig selv til det sande tal, men det er nagelfast, at dødstallene er angivet kort efter 1654.
Oplysningen "105 døde i Gudhjem 1654" lyder umiddelbart ikke som en anvendelig oplysning til noget som helst, men det er den eneste samtidige oplysning vi har. Ved en formodet dødsrate på 35 % får vi et indbyggertal på 300 i Gudhjem og Melsted, eller at 195 personer overlever pesten. En dødsrate på 45 % giver på tilsvarende vis et indbyggertal på 233, eller at 128 overlever pesten. Dette er under den antagelse, at dødsraten i Gudhjem ikke var forskellig fra dødsraten alle andre steder på Bornholm - hvor vi trods alt har et meget bedre skøn over det samlede befolkningstal. Ved den antagelse at dødsraten netop i Gudhjem er exceptionel høj på 75 %, får vi et indbyggertal på 140 før pesten rammer i 1653/1654, eller at 35 overlever pesten. Samlet kan man sige, at mindst 35 personer overlever pesten i Gudhjem og Melsted. I Lensregnskab 1656 hedder det om betaling af dagværk i Gudhjem, at dette ikke kunne lade sig gennemføre, eftersom der kun var : "de Par, som blev overlevende i forledne Pestis Tid"."de Par" er et vidt begreb og kan sagtens omfatte 10 familier eller flere. Problemet er, at vi ikke har navneliste på beboerne i Gudhjem og Melsted. Endelig var beboerne i Gudhjem efter alt, hvad vi ved meget fattige - der var ingen penge at hente, hvilket magthaverne udmærket vidste.
Jordebogsregnskaber
Jordebogsregnskaber føres år for år og er ofte en kopi fra det foregående år med få ændringer. Det vil sige, at hvis det først står i jordebogsregnskaberne, kan det fortsætte i meget lang tid. Nu står det altså, at der ingen indbyggere bor i Gudhjem. Dette fortsætter de næste mange år, og der var som omtalt intet økonomisk incitament til at undersøge de faktiske forhold. Det er af ovenstående grunde meget vanskeligt at sige noget om Gudhjems indbyggertal, før vi får Gudhjems kirkebog i 1702 - Gudhjems kirkeregnskaber begynder før 1702, men disse regnskaber er gået tabt og genfindes først 1755.